Fakta & Baggrund
danmark: Politik · landbrug · 2026
Spildevand · Landbruget · kommunerne

📰 Der skal mad på bordet. Det gælder, uanset hvor ambitiøse klimamål Danmark eller EU vedtager.

Derfor bør spørgsmålet ikke alene være, hvor meget dansk landbrug kan pålægges i nye krav. Vi bør også spørge, hvad der sker med fødevareproduktionen, arbejdspladserne og landdistrikterne, når omkostningerne bliver ved med at stige.

Af Claus Palle Graff · 8-8-2026

Det spørgsmål er ikke grebet ud af luften. 

Danmarks Statistik opgjorde i juni 2026, at antallet af danske landbrugs- og gartneribedrifter er faldet fra 51.676 i 2005 til 27.024 i 2025 – et fald på 48 procent på 20 år. 

Samtidig er de største bedrifter blevet langt mere almindelige. Det viser en meget kraftig strukturudvikling, men statistikken dokumenterer ikke, at miljøafgifter alene er årsagen. Jordpriser, teknologi, finansiering, produktivitet, generationsskifte og international konkurrence spiller også ind.

Hvad bliver landbruget faktisk mødt med?

Det er vigtigt at skelne mellem afgifter og regulering, for landbruget bliver ramt af begge dele:

  • Fra 2030 indføres en CO₂e-afgift på husdyr. Bruttosatsen bliver 300 kr. pr. ton CO₂e med et bundfradrag på 60 procent, svarende til en effektiv sats på omkring 120 kr. pr. ton. Fra 2035 bliver bruttosatsen 750 kr., svarende til en effektiv sats på omkring 300 kr. pr. ton. Provenuet i 2030-31 skal efter aftalen tilbageføres til erhvervet som omstillingsstøtte.
  • Fra 2027 ændres kvælstofreguleringen grundlæggende. Landmanden skal ikke længere alene reguleres efter, hvor meget kvælstof der bringes ud på marken, men efter beregnet udledning til vandmiljøet. Regeringen vurderer, at den nye regulering sammen med øvrige marktiltag skal levere omkring 9.600 ton kvælstofreduktion fra landbruget i et scenarie uden arealomlægning. Til sammenligning er der aftalt omkring 500 ton gennem spildevandsindsatsen.
  • Allerede fra 2025 gælder nye CO₂-afgiftsregler for energi til blandt andet ikke-kvoteomfattede virksomheder, som kan omfatte landbrug. Der findes godtgørelsesordninger, men de tidligere særlige processatser for landbrug, skovbrug og gartneri blev samtidig ophævet.
  • Oven i dette kommer EU's konditionalitetskrav. Landmænd, som modtager visse former for landbrugsstøtte, skal overholde krav om blandt andet miljø, klima og god landbrugs- og miljømæssig stand, og overtrædelser kan reducere støtten.

Det er altså misvisende at kalde det hele for “afgifter”. Men for landmandens økonomi kan resultatet ligne hinanden: dyrere produktion, mindre råderum og behov for nye investeringer.

“Hvorfor kan en afgift blive et problem?”

En miljøafgift har netop til formål at gøre den forurenende aktivitet dyrere. Ideen er, at producenten derefter får et økonomisk incitament til at ændre produktionen, investere i teknologi eller reducere udledningen.

Det fungerer fint i en økonomisk model.

Problemet opstår, hvis en dansk landmand producerer til et internationalt marked, hvor konkurrenten i et andet land ikke står med den samme omkostning.

Landmanden har så i princippet fire muligheder: Han kan effektivisere og reducere udledningen, selv betale afgiften gennem en lavere fortjeneste, sende omkostningen videre i fødevareprisen eller reducere/lukke produktionen.

Den femte mulighed opstår på markedet bagefter: Hvis danskerne og resten af verden fortsat efterspørger samme mængde kød, mælk eller andre fødevarer, kan noget af den produktion, der forsvinder herfra, blive erstattet af produktion i et andet land.

Det kaldes CO₂-lækage.

Og bemærkelsesværdigt nok er det ikke blot et argument fra landbruget. Ekspertgruppen bag den grønne skattereform beskriver selv risikoen: Hvis dansk konkurrenceevne svækkes, og produktion flyttes til udlandet, kan en del af den danske CO₂-reduktion blive erstattet af øgede udledninger i udlandet. Ekspertgruppen understreger samtidig, at størrelsen af denne effekt er usikker.

Vi kan godt få en grønnere dansk statistik – uden tilsvarende gevinst for kloden

Her ligger efter min mening et af de vigtigste politiske spørgsmål.

Danmarks klimaregnskab bliver bedre, hvis en ko, et svin eller en fødevarevirksomhed ikke længere producerer i Danmark.

Men hvis den tilsvarende vare derefter produceres i Polen, Tyskland, Sydamerika eller et andet sted og sendes tilbage til Danmark eller til vores tidligere eksportmarked, er det ikke sikkert, at klimaet har vundet tilsvarende.

Udledningen er i så fald helt eller delvist flyttet – ikke nødvendigvis fjernet.

Ekspertgruppen kalder netop dette et dilemma mellem på den ene side billige danske reduktioner og på den anden side hensynet til erhvervsstruktur og lækage.

Det betyder ikke, at enhver dansk reduktion automatisk flytter til udlandet. Det gør den ikke. Men risikoen eksisterer, og derfor er det legitimt at stille spørgsmålet, før man hæver omkostningerne yderligere.

Selv statens egne modeller viser konsekvensen

Der findes en interessant illustration i Ekspertgruppen for Grøn Skattereforms beregninger.

Gruppen regnede blandt andet på en langt hårdere model end den afgift, der faktisk senere blev politisk vedtaget: 750 kr. pr. ton CO₂e uden det nu vedtagne 60-procents bundfradrag.

I den model faldt den beregnede samlede landbrugsproduktion med omkring 15 procent, kvægproduktionen med 20,2 procent og griseproduktionen med 17,7 procent. Beskæftigelsen i landbrug og fødevareindustri blev beregnet til cirka 8.000 færre årsværk i 2030. Ekspertgruppen vurderede samtidig, at arbejdsstyrken på længere sigt ville flytte til andre brancher.

Det er vigtigt: Det er ikke en prognose for den nu vedtagne husdyrafgift. Den politiske aftale er betydeligt mildere i 2030. Men beregningen demonstrerer selve mekanismen: Jo hårdere man beskatter produktionen, desto større bliver presset mod lavere animalsk produktion.

Ekspertgruppens modeller viste også, at hårdere afgiftsmodeller kunne øge konkursrisikoen, særligt for kvægbedrifter, mens mere lempelige modeller gav langt mindre effekt. Gruppen understregede selv, at modelberegningerne er usikre, og at en “konkurstruet” bedrift ikke nødvendigvis går konkurs.

Men betyder mindre dansk landbrug, at Danmark mangler mad?

Ikke umiddelbart.

Danmark producerer meget mere af flere animalske varer, end danskerne selv spiser, og er en betydelig nettoeksportør af landbrugsprodukter. Ekspertgruppen vurderede derfor, at en isoleret CO₂e-afgift ikke i sig selv ville true dansk fødevareforsyning nævneværdigt. Gruppen vurderede også, at færre husdyr kunne frigøre arealer fra foderproduktion til vegetabilske fødevarer.

Men fødevaresikkerhed er mere end kalorier.

Det handler også om, hvor maden bliver produceret, om vi har slagterier, mejerier, knowhow, lokale arbejdspladser og et produktionsapparat til rådighed, når internationale forsyningskæder bliver ustabile.

Det har fået en ny betydning i en tid med krig i Europa, handelskonflikter og større fokus på europæisk forsyningssikkerhed. EU's egen landbrugspolitik opstiller netop fødevaresikkerhed og et konkurrencedygtigt fødevareerhverv som centrale mål.


“Hvor fører afgifterne os så hen?”

Jeg tror ikke, det mest sandsynlige billede er, at Danmark en morgen vågner op uden landbrug.

Det mere sandsynlige er en gradvis strukturændring.

Der bliver færre bedrifter. De tilbageværende bliver større og mere kapitaltunge. Der investeres mere i teknologi. En del jord bliver taget ud af landbrugsproduktion og bliver til skov, natur eller vådområder. Og især den animalske produktion risikerer at blive mindre. Den grønne trepart har allerede som mål blandt andet 250.000 hektar ny skov og udtagning af omkring 140.000 hektar kulstofrige lavbundsjorde inklusive randarealer.

Det behøver ikke i sig selv være forkert.

Men tempoet og økonomien er afgørende.

Hvis en landmand får en realistisk mulighed for at investere sig ud af problemet, kan en klimaafgift drive ny teknologi.

Hvis regningen derimod kommer, før teknologien, finansieringen og alternativerne er tilgængelige, bliver den billigste “klimaløsning” for den enkelte landmand i sidste ende at producere mindre.

Og så risikerer Danmark at opnå en pænere national miljø- og klimastatistik, mens produktionen, arbejdspladserne og en del af udledningen flytter over grænsen.

Det er dér, jeg mener debatten bør ligge

Vi skal stille krav til landbruget. Forurening af fjorde, grundvand og klima kan ikke bare ignoreres.

Men kravene skal også gælde kommuner, renseanlæg, industri og resten af samfundet.

Og når staten pålægger dansk fødevareproduktion en ekstra omkostning, bør tre spørgsmål altid besvares:

Hvor meget reel miljøgevinst får vi? Hvor meget produktion forsvinder? Og hvor bliver den produktion lavet bagefter?

Hvis svaret på det sidste spørgsmål er “i udlandet”, har vi ikke nødvendigvis løst problemet.

Vi kan have eksporteret det.



C.P Graff