Google, kære ven – du giver gerne et hurtigt svar. 

Men når spørgsmålet handler om myndighedsmagt, ytringsfrihed og mulig fængselsstraf, er et skråsikkert AI-svar ikke det samme som en juridisk afgørelse.

Der findes ikke én lovgivning for det offentlige og en helt anden for private borgere. Alligevel findes der en reel juridisk forskel: Personer i offentlig tjeneste har fået et særligt strafferetligt værn, mens borgerens kritik bedømmes efter, hvor den rettes hen, hvordan den fremsættes, og hvor grov den er.

“Det er dette paradoks, min sag handler om.”

Det, jeg oplevede i 2017

I 2017 blev jeg efter min egen oplevelse pålagt af politiet og en medarbejder fra Børn og Unge i Tønder Kommune at blive i min bolig. Beskeden havde, sådan som jeg opfattede den, ingen fastsat slutning.

Jeg måtte ikke tage ud at handle. Jeg måtte heller ikke udføre almindelige daglige gøremål som at fodre hønsene eller vande og luge i haven.

Jeg fik ingen skriftlig afgørelse, ingen angivelse af lovgrundlaget og ingen klagevejledning. Jeg har efterfølgende forsøgt at finde dokumenter om hændelsen, men har ikke kunnet finde en afgørelse, der forklarer, hvem der traf beslutningen, hvorfor den blev truffet, eller hvor længe den skulle gælde.

Da jeg senere spurgte politiet, hvordan jeg kunne klage, husker jeg svaret sådan:

“Hvem tror du, de ville tro på – dig eller politiet og kommunen?”

Hvis dette svar blev givet, var det ikke en reel vejledning om mine rettigheder. Det efterlod mig med en følelse af, at en klage på forhånd ville være nytteløs.

Var det en ulovlig frihedsberøvelse?

Det kan ikke afgøres alene ud fra min beskrivelse. Det kræver blandt andet svar på, hvor længe indgrebet varede, om jeg reelt blev forhindret i at gå, hvilket formål myndighederne havde, og hvilken lovbestemmelse de mente gav hjemmel.

Men udgangspunktet er klart: Grundlovens § 71 fastslår, at den personlige frihed er ukrænkelig, og at frihedsberøvelse kun kan finde sted med hjemmel i loven.

Politiet kan i konkrete faresituationer give påbud og foretage midlertidige indgreb. Efter politilovens almindelige regler skal et indgreb imidlertid være nødvendigt og stå i rimeligt forhold til den konkrete fare. En eventuel frihedsberøvelse skal være så kortvarig og skånsom som muligt.

Derfor er de afgørende spørgsmål:

• Hvad var den konkrete og nærliggende fare?
• Hvilken lovbestemmelse blev anvendt?
• Hvor længe gjaldt påbuddet?
• Blev jeg fysisk eller gennem trusler forhindret i at forlade boligen?
• Hvorfor blev et så indgribende forløb ikke dokumenteret og forklaret?

Manglende dokumenter beviser ikke automatisk, at et indgreb var ulovligt. Men det gør efterfølgende kontrol meget vanskelig. Folketingets Ombudsmand beskriver, at myndigheder i afgørelsessager skal notere væsentlige oplysninger og sagsekspeditionsskridt. Der kan også gælde notatpligt i visse andre indgribende administrative sager. Reglerne er dog ikke så enkle som påstanden om, at enhver politiaktion altid skal findes i en bestemt rapport. Ombudsmandens gennemgang af notatpligten viser netop, at vurderingen afhænger af sagstypen.

Min påstand er derfor ikke, at fraværet af et dokument i sig selv beviser en forbrydelse. Min kritik er, at jeg uden dokumentation, begrundelse og klagevejledning reelt blev afskåret fra at få indgrebet prøvet.

Offentligt ansatte har et særligt værn

Straffelovens § 119 a beskytter personer i offentlig tjeneste mod fredskrænkelser i form af kontakt, forfølgelse eller anden chikane, der sker under eller på grund af deres arbejde. Strafferammen er bøde eller fængsel indtil to år. Det fremgår af den gældende straffelov.

Det er et bevidst politisk valg. Begrundelsen er, at eksempelvis politibetjente, socialrådgivere og andre myndighedspersoner skal kunne udføre konfliktfyldte opgaver uden at blive udsat for personlig forfølgelse eller chikane.

Men det gør ikke offentligt ansatte immune over for kritik.

Rigsadvokatens egen vejledning understreger, at adfærden objektivt skal have en sådan karakter og grovhed, at den kan betegnes som chikane. En neutral gengivelse af en embedsmands navn og offentlige funktion vil almindeligvis ikke være omfattet. Et enkeltstående eller begrænset antal opslag på sociale medier vil som udgangspunkt heller ikke være omfattet, medmindre opslaget i det konkrete tilfælde er særligt groft og reelt rettet mod den ansatte.

Vejledningen fremhæver samtidig, at der af hensyn til ytringsfriheden skal være vide rammer for kritik af myndigheder og personer i offentlig tjeneste. Læs Rigsadvokatens vejledning om § 119 a.

Det er netop denne konkrete grænse, retten skal tage stilling til i min sag.

Sagen handler ikke kun om en deleknap

Ifølge anklageskriftet skrev jeg den 9. maj 2025 et offentligt Facebook-opslag med følgende formulering:

“Udlændinge, der er ansat i offentlige stillinger og underminerer lovgivningen som eksempelvis i børnesager, skal fratages deres danske statsborgerskab og sendes tilbage, hvor de nu engang kom fra.”

Derefter delte jeg et link til en børn- og ungerådgivers offentlige LinkedIn-profil og skrev blandt andet, at mine børn efter min opfattelse var blevet varigt skadet efter tvangsfjernelser, og at der skulle handling til.

Det vil derfor ikke være præcist at sige, at tiltalen alene skyldes, at jeg trykkede på en deleknap. Anklagemyndigheden vurderer de to opslag samlet og hævder, at opslagene var rettet mod rådgiveren og udgjorde chikane på grund af hendes arbejde.

Jeg er ikke dømt for dette. Det er anklagemyndighedens påstand, som skal prøves af retten.

Anklagemyndigheden henviser også til straffelovens § 81, nr. 6. Det er ikke en selvstændig tiltale efter racismeparagraffen i § 266 b. § 81, nr. 6 er en regel om mulig strafskærpelse, hvis en allerede bevist lovovertrædelse helt eller delvist har baggrund i eksempelvis den forurettedes etniske oprindelse eller tro.

Retten skal derfor både tage stilling til, om opslagene overhovedet opfylder betingelserne for chikane efter § 119 a, og om et eventuelt strafbart forhold helt eller delvist havde et etnisk motiv.

Mine formuleringer om udlændinge er hårde, og jeg forstår, hvorfor anklagemyndigheden inddrager dem. Men hård, usaglig eller stødende tale er ikke automatisk det samme som strafbar chikane. Om den konkrete grænse er overskredet, skal afgøres på baggrund af opslagets ordlyd, sammenhæng, målretning, rækkevidde og formål.

Retten til ikke at udtale sig

Jeg oplevede også, at politiet under en telefonsamtale truede med at afhente og varetægtsfængsle mig, hvis jeg ikke ville udtale mig. Den præcise ordlyd og sammenhæng bør naturligvis dokumenteres og undersøges.

Retsplejelovens § 750 fastslår, at politiet ikke kan pålægge nogen at afgive forklaring eller anvende tvang for at få en person til at udtale sig. Efter § 752 skal en sigtet udtrykkeligt oplyses om retten til ikke at udtale sig, og trusler må ikke anvendes under afhøringen.

En anholdelse kræver et selvstændigt lovligt grundlag. Varetægtsfængsling afgøres af en dommer og kræver, at lovens særlige betingelser er opfyldt. Tavshed er ikke i sig selv en fængslingsgrund. Reglerne kan læses i retsplejelovens §§ 750, 752, 755 og 762.

Hvis beskeden alene var, at jeg ville blive varetægtsfængslet, fordi jeg nægtede at afgive forklaring, er det derfor et forhold, min forsvarer bør undersøge. Det skal samtidig afklares, om politiet i stedet talte om følgerne af ikke at møde frem. Det er to forskellige situationer.

At henvise til lovgivning og politiske spørgsmål over for en myndighed er heller ikke i sig selv ulovligt. Formen, hyppigheden og indholdet af kontakten kan derimod få betydning, hvis kommunikationen udvikler sig til trusler eller egentlig chikane.

En forsvarer er ikke det samme som at overgive sig

På grund af presset har jeg overvejet at møde i retten uden advokat og blot tage min straf. Men skyld og straf er endnu ikke afgjort.

Når anklagemyndigheden kræver en højere straf end bøde, giver retsplejelovens § 731 mulighed for at få beskikket en forsvarer. I denne type sag sker beskikkelsen efter den tiltaltes anmodning. Det er derfor ikke juridisk præcist at hævde, at retten nødvendigvis tvinger en forsvarer ind i sagen, men det vil være risikabelt at fravælge juridisk bistand.

Fristen efter retsplejelovens § 839 handler blandt andet om, hvilke dokumenter, vidner og andre beviser forsvaret ønsker at føre. Fristen er ikke blot en formalitet. Den giver forsvaret mulighed for at sikre, at sagen ikke alene bliver belyst gennem anklagemyndighedens udlægning.

Forløbet i 2017 gør ikke automatisk et Facebook-opslag fra 2025 lovligt. Men baggrunden kan have betydning for forståelsen af mine ord, mit formål, opslagets karakter og afvejningen over for ytringsfriheden.

Den politiske kerne

Der findes ikke en juridisk »klasse A«, hvor offentligt ansatte altid har ret, mens borgeren altid taber. Men der findes et særligt værn, som skaber en asymmetri mellem myndigheden og borgeren.

Offentligt ansatte skal beskyttes mod trusler, forfølgelse og personlig chikane. Det er både forståeligt og nødvendigt.

Borgeren skal samtidig kunne kritisere myndighedsudøvelse, nævne ansvarlige beslutningstagere i en saglig sammenhæng og kræve dokumentation for indgreb. Hvis grænsen for § 119 a bliver så bred, at skarp kritik af en myndighedsperson automatisk behandles som chikane, opstår der et demokratisk problem.