Det farlige er ikke én enkelt demonstration. 

Det er kombinationen af:

En borgerkrig kræver normalt organiserede væbnede parter, som kæmper mod staten eller hinanden over regeringsmagten eller territorium. UCDP betegner først noget som væbnet konflikt ved mindst 25 kamprelaterede dødsfald på et år og som krig ved mindst 1.000. Ingen af de fire lande befinder sig i nærheden af en sådan organiseret konfliktstruktur.

Landene hver for sig

🇬🇧 England og Storbritannien: størst risiko for gentagne optøjer

Storbritannien har allerede oplevet voldelige protester omkring asylhoteller, og spændingerne fortsætter, selv om flere hoteller nu lukkes eller tømmes. Migration, boligknaphed og offentlig sikkerhed bliver let blandet sammen, og dokumenterede kriminalsager bruges ofte som udgangspunkt for generaliseringer eller falske rygter om hele befolkningsgrupper. Regeringen har samtidig skærpet håndhævelsen og omlægger asylindkvarteringen.

Storbritannien er også det mest økonomisk ulige af de fire lande. OECD’s seneste sammenlignelige tal viser omtrentlige Gini-koefficienter på 0,367 for Storbritannien, 0,312 for Spanien, 0,307 for Tyskland og 0,276 for Danmark. Det er ikke kun fattigdom, der skaber vrede; det er oplevelsen af, at boligmarkedet, retssystemet og de offentlige ydelser behandler mennesker forskelligt.

Kun 27 procent af briterne havde i OECD’s 2023-måling høj eller moderat tillid til den nationale regering. V-Dem har desuden placeret Storbritannien blandt de nyere vestlige lande med tegn på demokratisk tilbagegang. Det peger på en risiko for yderligere polarisering — ikke automatisk på borgerkrig.

🇩🇪 Tyskland: institutionel konflikt og risiko for gadekampe

AfD har ifølge Reuters været målt til op imod 29 procent nationalt, mens store moddemonstrationer forsøger at blokere partiets fremmarch. Omkring 20.000 deltog eksempelvis ved protesterne omkring AfD’s kongres i Erfurt i juli.

Den tyske efterretningstjenestes rapport for 2025 viser, at cirka 75 procent af de registrerede voldelige højreekstremistiske lovovertrædelser havde et fremmedfjendsk motiv — 1.046 tilfælde mod 983 året før. Det er alvorligt, men stadig primært individuel eller mindre gruppebaseret vold, ikke en samlet oprørshær.

Tysklands stærke delstater, forfatningsdomstol, politi og organiserede civilsamfund gør borgerkrig meget usandsynlig. Den mere realistiske fare er en langvarig konflikt om, hvorvidt AfD skal isoleres politisk, forbydes, overvåges eller accepteres som regeringsparti.

🇪🇸 Spanien: akut migrationschok oven på social ulighed

Den aktuelle krise i Ceuta er ekstraordinær. Titusinder krydsede eller forsøgte at krydse grænsen fra Marokko, flere døde, og Spanien indsatte politi og militær. Mange vendte senere tilbage. Oplysningerne udvikler sig fortsat, og myndigheder samt medier har advaret mod falske påstande om årsagerne.

Spanien har samtidig større sociale problemer end de tre andre lande. I 2024 var 25,8 procent af befolkningen i risiko for fattigdom eller social udstødelse, og blandt børn var tallet 34,6 procent. I 2025 gjaldt det 29,9 procent af personer i familier med børn.

Det øger risikoen for, at migration bliver den synlige udløser for en vrede, der også handler om ungdomsarbejdsløshed, boligpriser, turisme, regional ulighed og politiske skandaler. Modsat dommedagsbilledet steg tilliden til den spanske regering dog fra 37 procent i 2023 til 43 procent i 2025.

Spanien har historiske regionale konflikter, men ingen nuværende væbnet separatistbevægelse, der kan føre landet mod borgerkrig. UCDP konstaterer, at konflikten mellem ETA og staten ikke har nået tærsklen for aktiv væbnet konflikt i årtier.

🇩🇰 Danmark: politisk opbrud snarere end fysisk uro

I Danmark er det mest synlige tegn et politisk opbrud. Dansk Folkeparti fik 9,1 procent ved valget i marts 2026 — næsten syv procentpoint mere end ved det foregående valg — mens de gamle regeringspartier gik markant tilbage. Leveomkostninger, velfærd og udlændingepolitik spillede en væsentlig rolle.

Danmark har dog allerede en af Europas strammeste udlændingepolitikker, og store dele af den føres af etablerede partier. Det betyder, at utilfredsheden i højere grad kanaliseres gennem Folketinget end gennem organiserede grupper på gaden.

PET vurderer i 2026 terrortruslen fra militant islamisme som alvorlig, fra højreekstremisme som generel og fra venstreekstremisme samt anti-establishment-ekstremisme som begrænset. Det betyder, at enkeltpersoner eller små miljøer kan begå alvorlig vold; det er ikke en vurdering af risiko for omfattende samfundsoprør.

Danmark har samtidig den laveste indkomstulighed af de fire lande og højere institutionel tillid: 44 procent havde høj eller moderat tillid til regeringen i OECD’s 2023-måling. Tilliden er dog faldet siden 2021, hvilket er et advarselssignal, hvis mennesker samtidig oplever myndighedsfejl og manglende politisk lydhørhed.

Hvad er mest sandsynligt?

Min samlede vurdering for de kommende tre til fem år er:

70–90 procent sandsynlighed: Udlændinge- og asylpolitikken strammes yderligere i Europa. Det vil også ske under centrum- og socialdemokratiske regeringer, fordi spørgsmålet ikke længere alene tilhører højrefløjen.

60–80 procent: Populistiske og systemkritiske partier bliver stærkere, især hvis regeringerne ikke kan levere mærkbare resultater på bolig, kriminalitet, grænsekontrol og leveomkostninger.

40–60 procent: Et eller flere af de store vesteuropæiske lande oplever nye lokale optøjer udløst af en kriminalsag, en terrorhandling, et asylcenter eller et rygte på sociale medier.

10–20 procent: Der udvikles mere vedvarende politiske voldsmiljøer med gengældelsesangreb mellem højreekstreme, islamistiske eller venstreekstreme grupper.

Langt under 1 procent: Et af de fire lande ender i egentlig borgerkrig inden for fem år.

Den virkelige fare

Den største risiko er ikke, at hære pludselig står over for hinanden. Det er en langsom erosion af samfundskontrakten:

Borgerne accepterer skat, regler og politiske beslutninger, så længe de oplever, at reglerne gælder nogenlunde ens, at kriminalitet får konsekvenser, og at myndighederne taler sandt.

Når regeringer enten benægter reelle problemer eller fremstiller alle udlændinge som problemet, forværres situationen. En stabil politik skal på samme tid kunne kontrollere grænserne, udvise udenlandske kriminelle efter retssikker behandling, stille integrationskrav og beskytte lovlydige minoriteter mod kollektiv mistænkeliggørelse.

Det, vi ser nu, ligner derfor mere begyndelsen på en hård europæisk politisk omstilling end begyndelsen på en borgerkrig. Men hvis boligkrise, økonomisk ulighed, myndighedssvigt og migrationsproblemer får lov at smelte sammen, kan lokale voldsudbrud blive hyppigere og mere alvorlige.